Irsk Ulvehund 

Indtil slutningen af det 17. århundrede blev Irsk Ulvehund brugt til jagt på ulv og hjort i Irland. Den blev også brugt ved jagt på de ulve, der hjemsøgte store områder i Europa før skovene blev ryddet.

Vi ved, at Kelterne på kontinentet havde en mynderace, som formentlig nedstammede fra de mynder, der først blev afbildet på de egyptiske malerier. Som deres fæller på kontinentet var de irske Kelter interesseret i opdræt af store hunde. Disse store, irske hunde kan have haft glat eller ruhåret pels, men senere hen blev de ruhårede mest almindelige, muligvis på grund af klimaet i Irland. Den første nedskrevne beretning om disse hunde skyldes en romersk konsul i året 391, men de var allerede almindelige i Irland i det første århundrede, da Setanta ændrede sit navn til Cu-Chulain (”The hound of Culann”). Det nævnes også, at Uisneach-klanen tog 150 hunde med sig under deres flugt til Skotland. De irske hunde udgjorde uden tvivl grundlaget for den Skotske Hjortehund. Irske hunde i par var værdsatte som gaver til kongehusene i Europa, Skandinavien og andre lande fra middelalderen til det 17.århundrede. De blev sendt til England, Spanien, Frankrig, Sverige, Danmark, Persien, Indien og Polen. I det 15.århundrede havde hvert grevskab i Irland pligt til at holde 24 ulvehunde for at beskytte bøndernes husdyr mod ulvenes hærgen. Cromwell’s forbud fra 1652 mod eksport af ulvehunde hjalp for en tid til at bevare deres antal, men som ulvene gradvis forsvandt, og der stadig var efterspørgsel fra udlandet, faldt antallet af ulvehunde til næsten udryddelse ved slutningen af det 17. århundrede.

Interessen for racen blev genvakt i forbindelse med væksten i den irske nationalisme sidst i det 19.århundrede. Den Irske Ulvehund blev et levende symbol på irsk kultur og dens keltiske fortid. På denne tid satte en beslutsom entusiast sig for at indsamle nogle af de få tilbageværende hunde af ulvehunde-type, som endnu kunne findes i Irland, og ved brug af Skotsk Hjortehund, af og til indkrydset med Borzoi og Grand Danois, opnåede han efterhånden en type, som videreavlede typefast i hver eneste generation. Resultaterne blev i sidste instans accepteret som en ægte genoplivelse af racen. Den Irske Kennelklub optog en klasse for Irsk Ulvehund ved deres udstilling i april 1879, og en klub blev etableret i 1885. Irsk Ulvehund nyder nu igen noget af den berømmelse, den havde i middelalderen. Ulvehunde ejes og opdrættes nu i ganske stort antal uden for Irland